De politiske grupper i Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentets medlemmer er placeret i politiske grupper; de er ikke opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold. Der er i øjeblikket 7 politiske grupper i Europa-Parlamentet.
Der kræves 23 medlemmer til at danne en politisk gruppe, og mindst en fjerdedel af medlemsstaterne skal være repræsenteret i gruppen. Et medlem kan ikke være tilknyttet mere end én politisk gruppe.
Nogle medlemmer er ikke tilknyttet en politisk gruppe; de kaldes "løsgængere".
De politiske grupper i Europa-Parlamentet
De politiske grupper sørger for deres egen interne opbygning og vælger hver især en formand (eller to medformænd for nogle gruppers vedkommende) og nedsætter en bestyrelse og et sekretariat.
I mødesalen tildeles medlemmerne pladser ud fra deres politiske tilhørsforhold - fra venstre mod højre - efter aftale med gruppeformændene.
Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen, behandler de politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene, og stiller ændringsforslag.
En politisk gruppes holdning fastlægges ved samråd internt i gruppen, men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde.